Artillerist i Stalingrad er den unge løjtnant Wigand Wüsters enestående personlige øjenvidneberetning om historiens mest brutale militære slag, nemlig slaget om byen Stalingrad i det sydlige Sovjetunionen, som varede fra august 1942 til februar 1943. Stalingrad blev vendepunktet i Anden Verdenskrig. Wüster oplevede sammen med godt 300.000 omringede tyske soldater bykampens brutalitet, den bidende kulde, sulten og senere nederlaget. Sammen med 90.000 kammerater gik han i fangenskab, og han var en af de få tusinde, der overlevede og senere i 1950’erne fik lov til at vende hjem til Tyskland.
Wüster havde altid sit fotoapparat hos sig ved fronten og tog talrige billeder. Billederne i bogen er hans egne. Akvarellerne i bogen har han også malet selv ud fra sin erindring om begivenheder, som han ikke kunne fotografere.
Uddrag af bogen
Som sædvanlig lyttede vi til de tyske nyhedsudsendelser på transistoren, og vi hørte nu Görings tale den 30. januar i anledning af 10-års jubilæet for nationalsocialisternes magtovertagelse i Tyskland. Den blev holdt i det sædvanlige svulstige sprog, som nu for første gang virkelig lød usmageligt for mig.
Vi opfattede talen som en hån mod alle os, som kreperede her på grund af den øverste ledelses fejlbeslutninger. Spartanere og andet godt fra det gamle Grækenland sammenlignede man os nu med. Vi ønskede ikke at blive sammenlignet med antikkens helte.
De ønskede at gøre Stalingrad til en myte, endnu inden alle ”heltene” var kreperet som forbilleder. ”Generalen står skulder ved skulder med den menige tyske soldat. De skyder til sidste patron, således at Tyskland kan bestå,” lød kommentaren i radioen.
Vi slukkede! ”Røvhullet lader os krepere her, holder taler og æder sig en pukkel til. Men han kan intet, den oppustede nar.”
Vreden gik også i høj grad ud over Hitler.
Om forfatteren
Wigand Wüster er født i 1920 i Göttingen. Student i 1938. Militærtjeneste 1938–43. Krigsfange i Sovjetunionen 1943–50. Jurastuderende 1951–1957. Doktor i jura. Statsadvokat 1960–65. Ekspeditionssekretær i Bayerns delstatsregering 1965–83. Pensionist 1983.