Elskede

“Mmmmm.”
“En rig dames kjole. Silke?”
“Bomuld ligesom.”
“Sikkert merceriseret bomuld. Hvid, merceriseret bomuld. Du siger, at den holdt fast i mig. Hvordan?”
“Ligesom dig. Den så fuldstændig ud ligesom dig. Lå på knæ ved siden af dig, mens du bad. Holdt dig om livet.”
“Nu har jeg aldrig.”
“Hvad bad du om, mor?”
“Ikke om noget. Jeg beder ikke mere. Jeg snakker bare.”
“Hvad snakkede du om?”
“Det forstår du ikke, barn.”
“Jo, jeg gør.”
“Jeg snakkede om tiden. Det er så svært for mig at tro på den. Noget forsvinder. Går bort. Noget bliver bare. Jeg troede engang, det var min erindring. Du ved. Man glemmer noget. Andet glemmer man aldrig. Men det er det ikke. Stederne, stederne er der stadig. Hvis et hus brænder ned, er det borte, men stedet – billedet af det – bliver der, og det er ikke kun i min erindring, men derude i verden. Det, jeg kan huske, er et billede, der svæver rundt derude, uden for mit hoved. Jeg mener, selv om jeg ikke tænker på det, selv om jeg dør, er billedet af det, jeg gjorde eller vidste eller så, stadig derude. Lige på det sted, hvor det skete.”

De tænkte, at feberen havde fået hukommelsen til at svigte, ligesom den havde bevirket, at hun blev ved med at bevæge sig langsomt.

Den savværksejer, der havde plantet dem for tyve år siden for at skabe en venligere stemning på sin arbejdsplads – noget, der kunne tage det syndige ud af at skære træer op for at tjene penge – var forbløffet over deres frodighed; så hurtigt de klatrede rundt over hele stakittet, som adskilte savværket fra den åbne mark ved siden af, hvor hjemløse mænd sov, børn løb og legede, og markedsgøglerne en gang om året slog telt op.

Et harnisk af mørke skjulte alle vinduerne undtagen et.

Folk vil ikke …”

en ubehagelig drøm under en urolig sø

? Selv om hun har krav, gør ingen krav på hend

DER FINDES EN ensomhed, der kan vugges. Med krydsede arme og optrukne knæ; denne bevægelse, i modsætning til et skibs, lindrer og bevarer den vuggende, bare man bliver ved, bliver ved. Det er en indre slags. Så er der en ensomhed, der flakker om. Ingen vuggen kan holde den nede. Den er levende, den er selvstændig. Noget tørt der breder sig og får lyden af ens egne fødder, der går, til at virke, som om den kommer langt, langt borte fra.
Alle vidste, hvad

Sivende dagslys opløser erindringen, forvandler den til støvkorn, der svæver i lyset

fabrikker. Stanken, heden, fugtigheden – jo, djævelen skulle nok gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Ellers så det næsten ud som en almindelig hverdag. De kunne have været på vej hen for at ordne vasketøj på børnehjemmet eller gale­anstalten; skrælle majs i majsmøllen; eller rense fisk, skylle indmad, vugge hvide børn, feje butikker, skrabe svineskind, presse spæk, pakke pølser i kasser eller gemme sig i krokøkkener, så de hvide ikke kunne se, at de rørte ved deres mad.