Den smalle vej til det dybe nord

Dorrigo Evans’ første minde var om solskin der strømmede ind i en menighedssal hvor han sad sammen med sin mor og bedstemor. En menighedssal af træ. Blændende lys og ham selv der stolprede frem og tilbage, ind og ud af dets ophøjede velkomst, ind i kvindefavne. Kvinder der elskede ham. Som at gå ud i havet og vende tilbage til stranden. Igen og igen.