De døde filosoffers bog

At løbe væk fra døden er at løbe væk fra sig selv og at bukke under for ønsket om udødelighed – et ønske, som Lucretius møder med et matematisk argument: Den mængde tid, man er i live, vil ikke afkorte den evighed, hvor man vil være død:

Så hvorfor græde og jamre over døden? Den er intet for os. Den er mindre end søvn, som den ellers har en vis lighed med. Forskellen er blot, at vi i døden ikke vågner, og at der “med døden følger en større forvirring og planløs spredning af grundstof”. Der er gået en evighed, før vi blev født. Er det en kilde til ubehag? Selvfølgelig ikke. Så hvorfor skulle den evighed, der vil gå efter vores død, være en større kilde til ubehag?

At filosofere er derfor at lære at have døden på læberne, i de ord, vi siger, den mad, vi spiser, og de drikke, vi indtager. Det er på denne måde, at vi kan begynde at konfrontere angsten for tilintetgørelse, for det er i sidste ende frygten for døden, der slavebinder os og fører os mod enten den flygtige glemsel eller længslen efter udødelighed. Som Montaigne skriver: “Den, der har lært at dø, har glemt at trælle.” Dette er en forbløffende konklusion: Det bevidste forhold til døden er forudsætningen for frihed.

eg troede længe,
at døden alene
overgik de talentløse.
Hvis også de
med talent skal dø,
vil de forhåbentligt
være bedre gødning.

prindelse og tiden, før hun blev født. Ikke blot tiden, før hun blev født, men tiden, før hun havde en krop. Ikke blot tiden, før hun havde en krop, men tiden, før hun havde en sjæl. Midt i virvaret af undere og mystik fandt der en forandring sted, og hun fik en sjæl. En anden forandring fandt sted, og hun fik en krop. Endnu en forandring fandt sted, og hun blev født. Nu har der fundet endnu en forandring sted, og hun er død. Det er ligesom forløbet af de fire årstider: forår, sommer, efterår, vinter. Nu ligger hun fredeligt i et stort rum. Hvis jeg fulgte hende på vej råbende og hulkende, ville det vise, at jeg ikke har forstået noget som helst angående skæbnen. Så jeg holdt op.

a hun døde, tror du så ikke, at jeg i begyndelsen sørgede som alle andre? Men dernæst så jeg tilbage på hendes

Lao Zi blev omdannet til et himmellegeme, da asteroide 7854 blev opkaldt efter ham. 7853 er opkaldt efter Kong Fuzi.

overdådigt.” Epikuræismen beskæftiger sig med opdyrkningen af lykke, som forstås som den frydefulde tilstand, som ledsager et liv uden mangler, bekymringer og mest af alt frygt. Et menneske vil aldrig blive lykkeligt, hvis det bekymrer sig om, hvad det ikke har. At leve uden frygt er at nyde gudernes velsignelse.

Da Diogenes blev spurgt, hvad der var det smukkeste i verden, svarede han: “Talefrihed”. Hans ord og handlinger udtrykker en målrettet og endeløs protest mod korruption, luksus og hykleri. Vejen til individuel frihed kræver ærlighed og en spartansk og asketisk levevis. Diogenes gav sin lærer, Antisthenes, æren for at have introduceret ham til et liv i fattigdom og lykke, og han accepterede med glæde – ligesom Antisthenes – tilnavnet ‘hund’. Da Platon kaldte ham for en hund, svarede han: “Det er helt rigtigt, for jeg vender igen og igen tilbage til dem, der har solgt mig.”

Theofrast døde i en alder af 85 år, og hans sidste ord karakteriserer den filosofiske død. Da hans disciple spurgte, om han havde nogle sidste visdomsord, sagde Theofrast:
Intet andet, end at mange af de glæder, som livet kan byde på, blot er tilsyneladende. For netop som vi er begyndt at leve, så dør vi. Intet er derfor så unyttigt som kærligheden til hæder og ære. Farvel, og må I blive lykkelige. Livet bærer på flere skuffelser end glæder. Men eftersom jeg ikke længere kan redegøre for, hvad vi bør gøre, beder jeg jer fortsætte med at undersøge, hvad den rette opførsel er.
Med disse ord udåndede Theofrast. Senere ledere af den peripatetiske skole oplevede ikke en så værdig død.