Dagbog fra Superligaen

brandslukker, når den ikke virkede. Men i stedet for at blive vred og skuffet over ikke at spille - og over at få at vide, at det nok aldrig kom til at ændre sig - endte det med, at Jesper og Wieghorst fik rigtig mange gode snakke om det. De blev enige om, at de respekterede hinanden som professionelle, og Jesper gav alt hvad han kunne, fordi han kunne se, at det gavnede holdet i det lange løb. Og han blev faktisk hverken vred eller frustreret over at få at vide, at han aldrig blev førstevalg. Det var tværtimod en lettelse for ham. Så kunne han nemlig slippe tanken om hele tiden at skulle overbevise trænerteamet om, at han var god nok.
Jesper Lange gik ganske enkelt op til træneren efter en frokost og sagde til ham, at han godt vidste, at han aldrig ville blive en del af Plan A. “Nej, det er rigtigt,” lød svaret. Og det var et ærligt svar, men frem for alt også et svar, han kunne bruge til noget. Han havde hele tiden vidst, at det nok var sådan, det forholdt sig, men nu hvor han var sikker, kunne han bruge kræfterne på noget andet end at gå og tænke på det. Nu kunne alle de kræfter kanaliseres et andet sted hen. Hen imod at blive den bedst mulige indskifter eller den bedst mulige Plan B. Og det gik faktisk hverken værre eller bedre, end at han startede inde i de sidste fire kampe under Wieghorst. AGF vandt i øvrigt alle de fire kampe

Wieghorst fortalte ham på et tidspunkt, at Jesper ikke var en del af hans Plan A, og aldrig ville blive det. Så Jespers rolle blev meget som indskifter og

B-licens er et af niveauerne i DBU’s træneruddannelse. Det er niveauet lige under den uddannelse, som giver adgang til at træne på eliteplan, den såkaldte A-licens. Ideen om en trænerlicens var noget, som Jespers tidligere træner i Esbjerg, Jess Thorup, plantede i hans hoved. Jess Thorup havde selv taget licensen sent i sin karriere - han er i øvrigt cheftræner i FC Midtjylland nu, hvor han har erstattet Jespers nuværende træner - og havde fortrudt, at han ikke havde gjort det noget før. For han var glad for den, mens han spillede. Den gav ham et andet overblik, ikke kun over spillet, men også over de beslutninger, der skal træffes på et hold, selvom de ikke altid er lige populære. Og det er også kommet Jesper mere til gavn, fordi han netop har taget den ret tidligt i sin karriere, siger han.
“Når man er fodboldspiller, er man sin egen lille virksomhed og faktisk ret tit en lille egoist. Med træneruddannelsen har jeg fået et lidt bedre syn på de der beslutninger, der skal træffes for holdets bedste,” siger han

“Jeg lufter ikke frustration over ikke at spille eller andre interne ting, ligesom jeg heller ikke plaprer løs om ting, der udleverer klubben eller træneren. Så jeg er ikke helt uden filter, hvad det angår

“Det gik ikke, som vi ville, og når vi gik ned foran C2 for at takke dem, stod de råbte fuck jer og sådan noget efter os. Så gik jeg helt hen til dem og sagde ‘jeg er fandme også frustreret, der er sgu ikke noget, jeg hellere ville end at score’. Så faldt de faktisk helt ned på jorden, og så endte det med at de gav mig en krammer i stedet for. Jeg tror, det er fordi, jeg åbner op for mine egne følelser og ikke skaber en distance til dem - og påtager mig et ansvar i stedet for at skynde mig ned i omklædningsrummet. Jeg kan da også godt mærke den der stolthed og den der følelse af at have skuffet, og så kan man godt blive lidt bange for at gå helt ned til fansene. Det nytter bare ikke noget,” siger han

“Jeg kan i hvert fald godt forstå de fans, der bliver sure, når det ikke går, som de havde håbet. Vi er selv frustrerede over situationen, men vi har trods alt haft mulighed for at gøre noget, og jeg tænker, at hvis jeg selv havde stået der og prøvet at hjælpe holdet, og de så bare vender ryggen til, så ville jeg stå med en meget ærgerlig følelse af, at det ikke blev værdsat

noget, der skal løses offentligt

“Kort sagt, så handler det om, at vi ikke skal gå og bagtale hinanden. Hvis jeg har et problem med, hvordan du spiller, ikke er tilfreds med noget taktisk eller et eller andet, så skal jeg tage snakken med dig om det i stedet for at gå og brokke mig til de andre. Og på den måde skal der også være nogle ledertyper, der siger ‘det er sådan her, vi gør. Måske er du ikke enig, men det er sådan, vi gør.’ Men det gør vi jo internt, det er ikke

“Det giver mig utrolig meget, at jeg viser dem, at jeg er en helt almindelig fyr ligesom dem, som bare lever af at spille fodbold. Det, synes de, er fedt. Jeg synes, at det er fedt, at de synes, at det er fedt - det gør mig glad, og det prøver jeg at vise dem,” siger han og fortsætter: “Den rollemodel, man bliver som fodboldspiller, har jeg meget stor respekt for, og jeg synes, at det er en meget værdifuld ting, som er vigtig at bruge på den rigtige måde, for man har muligheden for at forme og have indflydelse på mange unge menneskers opfattelse af, hvordan man skal opføre sig

“Vi har en ung gut i vores trup, Malthe. Ham plejer jeg at fremhæve overfor de unge og sige ‘ham her, ham skal I prøve at efterligne.’ Selvfølgelig med et glimt i øjet, men også så de forstår alvoren i det. Jeg prøver også at virke åben over for for eksempel bolddrengene, hilser altid på dem, driller dem lidt og siger ting som ‘når vi er foran, skal I bare tage jer god tid med boldene, men når vi er bagud, skal det altså gå hurtigt’ til dem. Det gør, at de får et forhold til mig og måske husker på sådan nogle ting under kampene,” siger han, “og så synes jeg, at vi som rollemodeller, eller hvad man skal kalde os, skal give noget videre og lære fra sig. Det er vores opgave, synes jeg