Truet med fyring, har den unge mand travlt med at finde det manuskript, han har mistet inden weekenden er omme. Han besøger sin hytte i håb om at finde ro til at huske, hvor det er. Han når dog ikke at tænke en tanke, før han bliver slået ned ved egen dør og vågner op bundet fast til en stol. En kvinde mener, at det er hendes venindes hytte, men det er vist ikke helt rigtigt…
Mon dette møde kan vise sig at være bedre for dem, end de begge havde troet?
Finn Zinklar (1923–2010) var uddannet korrespondent og arbejdede som regnskabsmedarbejder. I perioden 1949–1994 skrev han desuden ugebladsnoveller. I denne periode skrev Finn Zinklar over 100 noveller, hvoraf langt de fleste var kriminalhistorier, der blev udgivet i ugebladet Hjemmet.rnFinn Zinklar testamenterede sin arv til en fond i sit eget navn. Fonden uddeler hvert år Zinklar-prisen, der gives til en dansk eller udenlandsk forfatter, der på fremmeste vis har gjort sig gældende inden for novellegenren.