For sytten år siden flygtede Aida fra Bosnien kort efter borgerkrigen i 1992. Med sig havde hun sin nyfødte datter Jasmina. Nu bor de i en mindre dansk by, Jasmina hos plejeforældre, Aida i sin bil. Hun lider nemlig af en uafrystelig angst, som gør hende ude af stand til at befinde sig i lukkede rum. Selvom angsten har kostet hende forældremyndigheden, har hun stadig kontakt til sin datter. Jasmina føler dog ikke, at hun kan trænge igennem sin mors panser og opnå en ægte kontakt. Aida ved det godt, og det plager hende — men hvordan kan man fortælle sit barn sandheden, når sandheden er så hæslig, at man knap nok selv kan leve med den?
Jeg har ofte set spørgsmål på kanten af dine læber. Andre gange har du taget mod til dig og spurgt — direkte og insisterende. Men jeg har aldrig lukket dig ind, hvor du ville. Nu har jeg lovet at fortælle dig sandheden.
Jeg forventer ikke, at du kommer til at forstå mig og mine handlinger, for der er intet af det, som jeg kommer til at fortælle dig, der kan forstås med sund fornuft. Jeg er bange for det, som kommer til at stå på de følgende sider. Jeg er bange for, hvad der vil ske med dig og mig.
Men fortiden lægger sig ikke så let til at dø. En dag bliver Aida pludselig kontaktet af en gammel bekendt fra Bosnien, Luka, som var hendes leder i modstandsbevægelsen under krigen. Aida var dengang en af delingens bedste snigskytter, som ofte var kvinder, og en overgang havde de to også et forhold. Luka er nu kriminel og truer Aida til at hjælpe ham igen — ellers vil det gå ud over Jasmina. Aida træffer et svært valg, der fører hende og Jasmina tilbage til Bosnien. Det bliver samtidig en rejse gennem alle de åbne spørgsmål, der har ligget som et tomt, uhyggeligt rum imellem mor og datter — en rejse for livet med fatale konsekvenser.
