Det lykkelige Arabien

os mod nord. Naar en araber staar foran „verdens centrum“, den hellige sten Kaba’en i Mekka, befinder han sig saaledes altid med ansigtet mod øst. Paa den maade er ordet „jemen“, der oprindeligt betød „højre“, tillige kommet til at betyde „syd“. Jemen er altsaa ganske enkelt landet, der ligger til højre, landet mod syd. Nu er som bekendt hos araberne den højre side anset for at være meget finere end den venstre. Mens den sidste den dag i dag kaldes den snavsede og betragtes som mindreværdig, er ordet „højre“ eller „jemen“ kommet til at betyde lykkelig eller velsignelsesbringende. Arabia Jemen bliver paa denne maade ved en forkert oversættelse til Eydaimon Arabia, som bliver til Arabia Felix, som bliver til L’Arabie Heureuse, som bliver til Das Glückliche Arabien, som bliver til Det lykkelige Arabien. I virkeligheden betyder ordet blot Syd-Arabien

sig, hvad enten forklaringen paa deres udebliven er den, at de slet ikke er blevet bestilt, eller at de som muhammedanere ikke vil nedlade sig til at bære en kristen. I Mensil er der ikke flere levnedsmidler hverken til mennesker eller dyr, og vil de være fremme i Jerim før solnedgang, kan de ikke udskyde opbruddet yderligere. Forsskåls smerter i mellemgulvet er stadig saa kraftige, at der ikke kan være tale om at sætte ham op paa et æsel. Deres eneste udvej er at fjerne oppakningen fra en af kamelerne og i stedet surre den syge mand fast til dyret. Saa sætter karavanen sig i bevægelse, skridt for skridt i det lodrette middagslys, op ad bjerget og ned ad bjerget, skridt for skridt gennem et landskab af lidelse, hvor hver udsigt, der aabner sig, er en udsigt af lidelse, hvert træ, der gror frem, et træ af lidelse. Fra den skyfri himmel kommer ækvatorsolens flammer og blander sig med baalet af smerte i den syges krop. Først da solen forsvinder bag bjergsiden er den stenede langfredags-vej til ende. Da Niebuhr forfærdet løber hen til dem uden for Jerim, kan han ikke kende sin syge ven igen. Som en halvtom sæk slængt over et lastdyr ligger Peter Forsskål i sine surringer hen over kamelen, resterne efter hans opkastninger driver endnu ned ad dyrets støvede side, hans ansigt er blaat i huden og fortrukket af smerte, han er ude af stand til at tale, men hans øjne staar aabne, han er endnu ved fuld bevidsthed

Hans tanke hermed var, at der kun faa steder paa jorden findes et saa konservativt folk som det arabiske, og at man derfor i Arabien vilde have større muligheder for at støde paa kulturformer, som svarede til forholdene i det gamle Israel, end i selve Palæstina, som i de mellemliggende aarhundreder havde været udsat for talrige fremmede indflydelser.