Twilight – Tusmørke

Jeg havde aldrig skænket døden ret mange tanker – i de sidste par måneder havde jeg ganske vist haft grund nok til at gøre det – men selv om jeg havde gjort det, ville jeg ikke have forestillet mig den sådan.
Jeg så med tilbageholdt åndedræt gennem det lange rum ind i jægerens mørke øjne, og han gengældte venligt mit blik.
Selvfølgelig var det en god måde at dø på, i en andens sted, en jeg elskede. Tilmed ædelt. Det burde være et plus.
Jeg vidste, at hvis jeg aldrig var taget til Forks, ville jeg ikke skulle dø nu. Men selv om jeg var rædselsslagen, kunne jeg ikke få mig selv til at fortryde min beslutning. Når livet byder på en drøm, der langt overstiger alle ens forventninger, er det urimeligt at sørge, når den er forbi.
Jægeren smilede venligt, mens han slentrede hen mod mig for at dræbe mig.

Jeg fattede ikke den dirrende strøm af følelser, der ramte mig – bare fordi han havde set på mig for første gang i fem-seks uger. Jeg ville ikke finde mig i, at han havde så stor magt over mig. Det var ynkeligt. Mere end ynkeligt, det var usundt.

“Og så forelskede løven sig i lammet ...”