«Denne mangel på våben var en stor dristighed. De bevægede sig i et land der var dem helt ukendt og mellem mennesker om hvem de vidste det mindst mulige. Tilmed var det kostbare sager den lille procession slæbte på. I kisten befandt sig: en juvelbesat guldkrone; miniaturer af hele den kongelige familie; en admiralsuniform; porcelænsfigurer fra Sèvres; Bibelen og Æneiden i bind der var komponeret til lejligheden; et udskåret horn af en enhjørning; og en laterna magica. Alt — naturligvis — gaver til kejseren.»
Soyas udvalgte fantasier bugner som altid af humor og opfindsomhed. I «Hvis tilværelsen keder Dem –" tager han os med til Persien, Afrika, Kina og naturligvis gamle velkendte Danmark.
Carl Erik Martin Soya (1896–1983) var en dansk forfatter og dramatiker, der skrev en perlerække af skuespil og romaner, som vandt stor popularitet hos publikum såvel som anmeldere. Soya var en stor satiriker og samfundsrevser, og med sin revykomedie “Umbabumba skrifter forfatning” fra 1935 udstillede han gennem det fiktive afrikanske land Umbabumba nazisternes angreb på demokratiet i 1930‘erne. Stykkets egen skæbne kom til at understrege, at også den danske ytringsfrihed var under pres, da den danske regering under pres fra Tyskland tog stykket af plakaten, inden det nåede at få premiere.
Soya var en af de største og mest produktive danske forfattere i det tyvende århundrede, og han blev i løbet af sit liv hædret med en lang række priser og legater.