«Jeg er katolik, cattolico apostolico romano, sagde den unge, flotte officer — men jeg tilstår, at før krigen gjorde jeg ikke meget ud af religionen. Så kom jeg til fronten, og dér lærte jeg at bede. En messe i løbegravene, det er noget andet, end når præsten står hjemme for alteret og hasper latin af sig, og en messedreng svarer, medens han vender sig om for at se, hvad der foregår i kirken. Og kanonerne præker bedre end nogen kapuciner. Når man har set, hvad jeg har set… Et eksempel blot: der falder en granat ned i en gruppe på fire officerer. Da røgen driver bort, er der en hoben kødmad tilbage, og i et træ hænger et frisk afrevet ben, endnu ganske varmt…»
I sine rejseberetninger og digte “I det yderste Belgien” beretter Johannes Jørgensen om sit forhold til den store krig, der for altid skulle ændre moderne krigsførelse med sine bomber og maskiner — og styrke Jørgensens tro.
Forfatteren Johannes Jørgensen (1866–1956) blev født i Svendborg. Han flyttede til København og senere til udlandet, men vendte hjem til fødebyen som en kendt kunstner. Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen og er især nu kendt i Italien for sin biografi om Frans af Assisi. I sin samtid var han en kendt digter og journalist/debattør og opnåede at blive æresborger både i Assisi og i Svendborg. Var han ikke den moderne litteraturs mand, udgav han dog kønne senromantiske digte og rejsebøger. Et hovedtema i det katolske Jørgensens omfattende forfatterskab er menneskets splittelse mellem kønsdrift og higen efter Gud og evigheden.
