1968–2007. Mellem disse to årstal udspiller sig historien om de italienske ultraer: fra grundlæggelsen af den første gruppe til politibetjenten Filippo Racitis og fanen Gabriel Sandris død. Og det kan blive enden på historien, hvis undertrykkelsen af ultraverdenen for enhver pris skal gennemføres.
Der er gået fyrre år, men der er stadig mange mennesker — inklusive de kommentatorer, der kun ser fodbold i fjernsynet, og de politikere, der kun betragter publikumspladserne fra de behagelige VIP— tribuner — som kun ved lidt om ultraernes verden
Det er de sønderlemmende domme, der fylder avisernes spalter: ”De er alle kriminelle.” ”De er blot nogle udyr og skal behandles som sådan.” ”Fodboldens absolutte bærme.” Mens vi venter på en mere effektiv terapi end den, der hidtil er praktiseret — nemlig irettesættelser og advarsler — og på en mindre anakronistisk ledelse af stadionerne, er det det rette tidspunkt til at løfte hykleriets slør og kaste lys over et fænomen, der langtfra er den mest rådne del af det kontroversielle ”fodboldsystem”.
Det er en ærlig og provokerende bog, der ærligt og redeligt fortæller om, hvad der går for sig på tilskuerpladserne. Og så er den fortalt af én, der selv har befundet sig der.