K for Klara 11: Er vi venner?

Om K for Klara 11: Er vi venner?

Der starter en ny dreng i Klaras klasse. Han hedder Niklas og bliver hurtigt populær. Klara synes også, han er sød. Og så er det ret sejt, at han er god til fodbold og slet ikke er genert. F aktisk er Klara næsten sikker på, at hun er lidt forelsket i Niklas. Men da han pludselig vil snakke med hende alene, bliver det hele meget alvorligt ...
Dette er elvte bog i serien om klara og hendes veninder. bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

er nok bare ikke parat til at få en kæreste …”
Niklas kigger på hende. Nu smiler han en lille smule. ”Er der ikke andre, du synes, der er sødere end mig?” spørger han.
Klara smiler også. ”Nej,” siger hun hurtigt og kommer til at grine.
”Sejt,” siger Niklas.
”Kan vi ikke bare være venner?” spørger Klara.
Niklas trækker på skuldrene. Så nikker han.
”Så kunne du lære mig at spille fodbold,” siger Klara.
”Det lærer du da aldrig.” Niklas smiler og begynder at løbe.
”Selvfølgelig gør jeg det!” råber Klara og løber efter ham.
Solen varmer, og Klara er så glad for, at de nu er venner. Bare venner

Er vi venner?

Søndag aften sidder Klara og laver lektier. Hun er blevet gode venner med sin mor igen. Men hun kan ikke koncentrere sig. Hun tænker hele tiden på Niklas. På, at hun skal se ham i skolen i morgen. Julie har allerede sagt det til Hamid. Og Hamid ville sige det videre til Niklas. Klara håber ikke, at Niklas er sur på hende nu. Hun kan jo på en måde stadig godt lide ham.
Vinduet er åbent, for der er varmt på hendes værelse. Hun kan høre, at det ringer på døren. Hun læner sig lidt ud ad vinduet og kan akkurat skimte et bukseben. Det er en mand. Og da hendes mor åbner, kan Klara høre, at det Niklas’ far.
Klara bliver så forskrækket, at hun skynder sig at lukke vinduet og løbe hen til sengen. Hun gemmer sig under dynen. Hvad laver Niklas’ far her? Hun er sikker på, at det har noget med hende at gøre. Hun kan høre Niklas’ far tale meget højt. Næsten ligesom til fodboldkampen. Hun stikker fingrene i ørerne.
Så banker det på hendes dør. Klara ønsker, at hun kunne forsvinde op i den blå luft. Hun holder vejret og ligger helt stille.
”Klara?” Det er hendes fars stemme.
Hun stikker hovedet frem. Hun kan ikke få øje på andre end sin far.
”Er han gået?” hvisker hun.
Hendes far sætter sig på sengekanten. Han ser meget alvorlig ud. ”Ja, og du har ikke gjort noget forkert.”
”Men hvad ville Niklas’ far?”

Klaras far sukker og klør sig i håret.
Hendes mor dukker op i døren. Hun virker vred igen. Men ikke på Klara.
”Han sagde, at du har gjort Niklas meget, meget ked af det,” siger hun med venlig stemme.
”Jeg ville jo bare ikke være kæreste med ham!” siger Klara højt.
”Nej, det forstår vi godt,” siger hendes mor. ”Du har ikke gjort noget forkert.”
Næste dag i skolen har Klara besluttet sig. Hun vil tale med Niklas. Hun er ked af, at han er ked af det. Og at hans far er vred. Men hun er nu helt sikker på, at de ikke skal være kærester. Nogensinde. I første pause går Klara hen til ham. ”Jeg vil gerne tale med dig,” siger hun.
”Okay.” Niklas rejser sig. Han ser alvorlig ud.
De går udenfor.
”Undskyld det i fredags,” siger Klara og holder vejret.
Niklas siger ikke noget. Han kigger ned på sine sko.
”Jeg syntes bare, at det var alt for voksent, det hele …” Klara retter ryggen. ”Jeg kan rigtig godt lide dig. Jeg synes, du er den sødeste dreng i klassen. Jeg

Er vi venner?

Søndag aften sidder Klara og laver lektier. Hun er blevet gode venner med sin mor igen. Men hun kan ikke koncentrere sig. Hun tænker hele tiden på Niklas. På, at hun skal se ham i skolen i morgen. Julie har allerede sagt det til Hamid. Og Hamid ville sige det videre til Niklas. Klara håber ikke, at Niklas er sur på hende nu. Hun kan jo på en måde stadig godt lide ham.
Vinduet er åbent, for der er varmt på hendes værelse. Hun kan høre, at det ringer på døren. Hun læner sig lidt ud ad vinduet og kan akkurat skimte et bukseben. Det er en mand. Og da hendes mor åbner, kan Klara høre, at det Niklas’ far.
Klara bliver så forskrækket, at hun skynder sig at lukke vinduet og løbe hen til sengen. Hun gemmer sig under dynen. Hvad laver Niklas’ far her? Hun er sikker på, at det har noget med hende at gøre. Hun kan høre Niklas’ far tale meget højt. Næsten ligesom til fodboldkampen. Hun stikker fingrene i ørerne.
Så banker det på hendes dør. Klara ønsker, at hun kunne forsvinde op i den blå luft. Hun holder vejret og ligger helt stille.
”Klara?” Det er hendes fars stemme.
Hun stikker hovedet frem. Hun kan ikke få øje på andre end sin far.
”Er han gået?” hvisker hun.
Hendes far sætter sig på sengekanten. Han ser meget alvorlig ud. ”Ja, og du har ikke gjort noget forkert.”
”Men hvad ville Niklas’ far?”

Nej, det tror jeg faktisk ikke, at jeg vil …” siger hun tøvende.
”Så skal du slå op med ham,” siger Rose.
”Nøj, Niklas bliver ked af det,” tilføjer Julie.
Klara mærker et stik i maven. ”Jeg tør ikke gøre det,” hvisker hun.
Julie og Rose sidder lidt uden at sige noget.
”Det er bedst selv at gøre det,” siger Rose så stille.
”Ja, det ved jeg godt.” Klara er igen lige ved at græde. Det hele er bare alt for svært. Hun skulle aldrig have sagt ja. Lige nu er hun slet ikke forelsket i Niklas længere.
Julie rejser sig. ”Jeg vil gerne hjælpe,” siger hun bestemt. ”Jeg skal nok sige det til ham på en pæn måde.”

mere?” spørger Julie og hælder mere saft op.
Klara sukker. Men hun smiler også lidt. Det er rart, at Rose og Julie forstår hende. Hun tænker på Niklas. Hun føler, det hele har været rodet, lige siden de blev kærester.

Hvor har du været?” råber hendes mor, da Klara træder ind ad døren.
”Ingen steder,” mumler Klara. Hun er både ked af det og flov nu. Hvor var det også dumt at sidde oppe i et træ. Og dumt ikke at gå i biffen med Niklas. Klara løber op på værelset og kommer til at smække døren. Så kommer hendes mor op ad trappen. Hun er vred, da hun åbner døren.
”Niklas og hans far stod i tyve minutter og ventede på dig!”
Klara mærker klumpen i halsen. Den vokser og bliver til tårer. De triller ned ad kinderne.
”Jamen jeg ville ikke alligevel,” snøfter hun.
”Det forstår jeg slet ikke,” siger hendes mor og vender sig. ”Hvorfor ringede du ikke?”
”Det ved jeg ikke,” siger Klara og føler sig meget flov.
”Det var det mindste, du kunne gøre!” Hendes mor tramper ud af værelset. ”Jeg er Alt for vred til at snakke med dig!”

Klara smider sig på sengen. Hun ved, hun har gjort noget forfærdeligt. Hun tør ikke tage sin mobil frem. Tænk, hvis Niklas har skrevet til hende!
Senere kommer hendes far op og spørger, om hun er sulten. Klara nikker ivrigt. Hun er meget sulten.
”Mor er ikke vred mere,” siger han, da de lidt efter sidder i køkkenet og spiser madder. ”Vi var bare så bange for, at der var sket dig noget.” Han kigger længe på Klara. ”Og det var også lidt pinligt, at Niklas og hans far bare sad her i køkkenet og ventede på dig.”
Klara vrider sig. Han har ret. Hun har opført sig SÅ pinligt. ”Jeg vil ikke tale om det, far,” mumler hun og rejser sig.
Næste morgen vågner Klara tidligt. Det er lørdag, og solen skinner fra en skyfri himmel. Hun har stadig ikke set på sin mobil. Men efter morgenmaden hiver hun den frem. Hun skriver til Rose og Julie. Hun bliver nødt til at fortælle dem, hvad der er sket. De aftaler at mødes i Julies have.
Julie og Rose ved det allerede. De har hørt det hele fra Hamid. Julie har lavet saftevand med isterninger og lagt tæpper på græsset i haven.
”Hvad skete der lige?” spørger hun med store øjne.
Klara fortæller hele historien.
”Jeg ved godt, at jeg er pinlig,” slutter hun.
Julies stirrer stadig på hende. Hun siger ikke noget.
”Men du fortrød jo bare,” siger Rose og klapper Klara på skulderen.
”Vil du så heller ikke komme sammen med ham

Hvor har du været?” råber hendes mor, da Klara træder ind ad døren.
”Ingen steder,” mumler Klara. Hun er både ked af det og flov nu. Hvor var det også dumt at sidde oppe i et træ. Og dumt ikke at gå i biffen med Niklas. Klara løber op på værelset og kommer til at smække døren. Så kommer hendes mor op ad trappen. Hun er vred, da hun åbner døren.
”Niklas og hans far stod i tyve minutter og ventede på dig!”
Klara mærker klumpen i halsen. Den vokser og bliver til tårer. De triller ned ad kinderne.
”Jamen jeg ville ikke alligevel,” snøfter hun.
”Det forstår jeg slet ikke,” siger hendes mor og vender sig. ”Hvorfor ringede du ikke?”
”Det ved jeg ikke,” siger Klara og føler sig meget flov.
”Det var det mindste, du kunne gøre!” Hendes mor tramper ud af værelset. ”Jeg er Alt for vred til at snakke med dig!”

Niklas og hans far

Klara er træt næste dag. Og i dårligt humør. Hun har faktisk overhovedet ikke lyst til at tage på restaurant!
Men hendes far har allerede snakket med Niklas’ far.
”Og I skal også ud at spise pizza,” siger han og blinker til Klara, da de spiser morgenmad.
”Det er SÅ sødt,” smiler moren.
Men Klara kan ikke smile. Hun er heller ikke sulten. Hun har ondt i maven. Hun er meget nervøs for i aften.
I skolen gør hun alt for at undgå Niklas. Alle ved, at de skal på restaurant sammen.
”Det er bare vildt romantisk,” sukker Julie. ”Bare det var mig og Hamid.”
”Glæder du dig?” spørger Rose forsigtigt.
Klara nikker stift. Hun kan ikke få sig selv til at indrømme, at hun slet ikke har lyst længere. Som dagen går, har hun faktisk heller ikke lyst til at være kæreste med Niklas.
Da Klara tager hjem fra klubben, er der kun en time til, at Niklas og hans far henter hende i bil. Klara har modvind. Hendes ben gør ondt, når hun træder i pedalerne. Pludselig standser hun og vender cyklen. Hurtigt kører hun tilbage til klubben. Hendes hjerte banker tungt og hurtigt. Hun Vil ikke i biffen. Hun TØR ikke. Klara smider sin cykel og klatrer op i det højeste træ bag klubben. Og dér bliver hun siddende. Det blæser, og hun fryser. Hun er lige ved at græde. Hendes mobil brummer i lommen, men hun tager den ikke. Hun tager den ikke engang frem. Hun sidder bare stiv og ubevægelig og stirrer ud over byens tage. Solen forsvinder ned i et tykt skydække. Til sidst er hun både sulten og tørstig. Først da klokken er halv otte, kører hun hjem. Det er halvanden time siden, hun skulle hentes af Niklas.

spørgsmålstegn.
Okay, skriver hun, for hun tør ikke sige nej. Hun skynder sig at lægge telefonen væk. Men hun kan ikke sove. Hun synes, det er meget alvorligt at tage på restaurant. Som om de er voksne.
Til sidst falder hun i søvn og drømmer, at Niklas er en stor hval, der spiser hende i én mundfuld