Mesteren og Margarita

»Men godt, hvem er du så?«
»En del af kraften blot,
der stedse kun vil ondt,
men stadig øver godt.«
Goethe, Faust

endda helt forkert i ansigtet, når nogen

Og nu, i fuldmånens midnatstime så Mesteren og Margarita den lovede morgenrøde brede sig over himlen

de hørte gruset og stenene knase under hestenes beskoede hove.

Under dem begyndte store kampesten at glimte, og mellem dem var der mørke sprækker, hvor lyset ikke trængte ned

Vandet bruste op og skød i vejret

Tavsheden blev brudt af Behemot, som sad og kedede sig

hviskede Mesteren og fugtede sine tørre, sprukne læber

Azazello med hænderne som en tragt for munden

og så forskende på Azazello, som fortsatte: