Sankt Psyko

“For hvad?” spørger hun til sidst. “Hvad var du indlagt for?”
“Jeg var en af de bange,” siger Jan. “Jeg var bange for verden udenfor.”
Der bliver stille i køkkenet.
“Det vidste jeg ikke,” siger Marie-Louise til sidst. “Det har du aldrig fortalt, Jan.”
“Det kom aldrig videre end det … men jeg skammer mig ikke over det.”
Marie-Louise nikker forstående, men hun ser ud til at granske ham med helt nye øjne. Flere gange i løbet af dagen skæver hun til ham med et årvågent blik. Jan har brudt en tillid, virker det som om – han har svigtet sin chef ved at vise sprækkerne i sjælen.
Men det betyder ikke noget længere. Sprækker lukker lys ind.

Han har ingen at få et liv med. Det er måske det værste af det hele. Ikke at han er med til væmmelige ting, men at han ikke har nogen, der lytter.