Transfer

der er lært i undervisningen på professionshøjskolen, spiller sammen med den viden og kunnen, man lærer i den praktiske profession. Vi beskæftiger os med sammenhæng mellem det, der læres på skolen, og det, der gøres i praksis.

Det fremgår af bekendtgørelserne, at de studerende skal kunne anvende tilegnet viden og kunnen i de nye sammenhænge, som den kommende profession praktiseres i. Der er tale om forskellig viden og kunnen i de forskellige uddannelser. Men fælles er det, at de studerende skal kunne “anvende uddannelsens teorier”, “anvende teoretiske og praktiske forudsætninger”, “omsætte teorier og metoder til praktisk handling” og “anvende metoder til implementering af visioner og mål”, som det formuleres i bekendtgørelserne. Anvendelsesaspektet er et omdrejningspunkt. Træning i transfer er derfor et integreret element i en professionsuddannelse.

Det har positivt indvirkning på de studerendes transfer af specifik viden og kunnen, hvis man i uddannelsen peger på konkrete situationer og arbejdsopgaver i den professionelle praksis, hvor denne viden og kunnen anvendes. Den professionelle læreproces omfatter derfor en konstant praksisrelatering.

Men evnen til problemløsning skal oversættes til en konkret situation inden for en konkret professionel praksis.

De generelle kendetegn ved problemløsning vil uanset professionen være de samme: præcisering af problemet, målsætning, beskrivelse af trin i problemløsningen, overvejelser over ansvarsfordeling, konkret handling og evaluering af resultatet.

Vi er overbeviste om, at evnen til at anvende teorier i forhold til konkrete anvendelsessituationer, evnen til at reflektere over egen praksis og evnen til at transformere viden fra en situation til en anden er basale kvalifikationer i forhold til professionspraksis og i forhold til en videregående akademisk kompetenceudvikling.

I de personrelaterede faktorer er det den studerende, der har hovedrollen. I undervisningen er det underviseren. I anvendelseskonteksten er hovedrollen placeret hos praktikstedet og praktikvejlederen under uddannelsen, og et vigtigt ansvar ligger hos ansættelsesstedet og dets ledere, når den professionelle skal udfylde sit nye job.

For at opnå den størst mulige transfer skal der være et samspil mellem den studerende, underviseren på uddannelsesstedet og praktikvejlederen.

Vi ved, at undervisningen skal føre til mestring af stoffet, og at aktive undervisningsformer som fx coaching øger anvendelsen betydeligt. Vi ved, at underviserens sociale kompetencer spiller en positiv rolle for transfer. Vi ved, at der skal være et transferklima, hvor det er muligt og ønskeligt, at man anvender sin (ny-erhvervede) viden og kunnen.

Samtidig skal den reflekteres i forhold til en bredere kontekst: Hvor kan jeg anvende det lærte?