Afgrunden

er ikke gået glip af meget, skulle jeg hilse og sige.

en lampe med en grøn skærm. Han åbner bogen. Den er hundrede år gammel: Lærebog i Danmarks Historie til Skolebrug. Han begynder at læse fortalen: „Ved at udarbeide nærværende Lærebog efter min for et Par Aar siden udgivne Haandbog i Fædrelandets Historie har jeg havt den opvoxende Ungdom for Øie, der i Skolen skulde gjøre sig bekjendt med hvad der i ældre og nyere Tider har tildraget sig i Fædrelandet, og ved denne Kundskab voxe i Kjærlighed og Agtelse for det.“ Det er en smuk sætning, den er som musik. Han ville ønske han kunne blive siddende her i dagevis og læse den slags gamle bøger skrevet med en fuldendt melodisk syntaks.

Kaj sidder i biografmørket et eller andet sted i Europa og ser ugerevyer med filmklip fra de første troppebevægelser, taler fra statslederne, billeder der flimrer forbi. Der er ingen der griner ad Hitler mere, jo, danskerne gør, ligesom de griner ad alt på denne jord. Hitler ligner en mand der er ved at overtage verden, og får det til at tage sig ud som en gunstbevisning han yder den.

Han vender og drejer sig i sengen, tænder for radioen igen og hører skuespilleren brøle: „Ti bud fik jøderne – det var for mange/hvorfor ej heller jøderne dem holdt/Vi kristne fik kun to, som blot forlange/at hjertet i vort bryst ej bliver koldt.“ Javel, Adam Homo.

en ny artikel op fra rullen på hans skrivemaskine. Hitlers ansigt set fra Danmark, og derefter fra Tyskland. To helt forskellige perspektiver der giver helt forskellige indtryk af manden. Set fra Danmark tager Ansigtet sig latterligt ud, men ikke fra Tyskland. Her er det muligvis skræmmende, muligvis en Styrke, noget at tro paa igen. Det kan se ud, som om Hitler er Manden for Tyskland netop nu. Skriver Kaj Gottlieb i 1933. Nogle dage senere er artiklen i bladets aftenudgave.

Haven en Oase, vort eneste overskuelige Rum. Vi har opstillet et Møblement herude, og da Vejret er smukt i disse Dage, tidlig Sommervarme, en rolig Vind, der lige akkurat faar Træerne til at bruse uden at ødelægge min Sindsligevægt, stille drivende Skyer hen over Hustaget, sidder vi i Haven og spiser, læser Avis, sludrer sammen. Mit Ægteskab er vist først nu begyndt. Først nu ser jeg mig selv som det jeg er, en Ægtemand med Cigar og Avis, siddende i en Have. Min Fader.

På trods af Josephas advarsel skriver han en artikel om Der Stürmer og sender den til avisen. Han klipper et par illustrationer ud og vedlægger dem artiklen som dokumentation. „Det er de mest barokke og utrolige Paastande, der bringes til Torvs i dette Smædeskrift,“ skriver han, „den rene Parodi. Men mange Tyske, maaske Flertallet, labber det i sig. Og som altid naar det gælder Propaganda, er det ikke Propagandaen i sig selv, der er skræmmende, men dens Publikum.“

Hun er pessimistisk. En ydmyget nation kommer der aldrig noget godt ud af, siger hun. Når den ikke kan få hævn, æder den sine egne. Men noget må der jo ske.
På bordet får han øje på et tidsskrift, Der Stürmer. Han blader i det og får et chok. Hvad er dog det her? siger han.
Det er bare et nyt bidrag til tysk kultur, siger hun og smiler.
Det er jo en antisemitisk smøre?
Han genkender bladet. Det har ligget på redaktionen i København, til skræk og vantro moro for hans kolleger. På forsiden af det nummer der ligger fremme, står der:
Wer ist der Feind?
Der Feind? siger han. Det er altså jøderne?
Er du overrasket, Kajchen?
Ja, over at I har det skidt liggende.
Det er min mand der abonnerer på det. Han gør det for at drille mig.
Mærkelig form for humor.

Han får flere rejser til Europa. Igen og igen finder han sig på Hamburg Hauptbahnhof, krydsende frem og tilbage på det kæmpestore galleri med nedgang til sporene for at skifte til en sydgående eller nordgående forbindelse. Først ser han, så genser han, og det er den egentlige glæde ved at rejse, han møder de samme mennesker og knytter en slags hurtig, men også intim forbindelse med dem, en tjener på en café i Wien, en natportier i Frankfurt, endda en kringlesælgerske på banegården i Amsterdam der genkender ham og fortæller ham et eller andet om sin familie, noget med en datter der er blevet gift.

Og til Jutta: Der kommer nogle portører og henter Dem engang senere i dag, formentlig inden klokken elleve hvor der er vagtskifte.