Birte Dahlgreen

Intet af det man hidtil havde betragtet som normalt, var en selvfølge. Familien, uddannelsen, fængselsvæsnet, arbejdet, ferien, vanviddet, reklamerne, hele virkeligheden var til eksamen, inklusive det man sagde når man kritiserede den, idet man blev opfordret til grundigt at granske den dybere bevæggrund for sin kritik, hvor taler du fra? Samfundet gik ikke længere sin naive gang. At købe en bil, bedømme en opgave, føde, alt havde betydning.

Og vi der ikke lod os narre, vi der lavede seriøse analyser af reklamens farer med eleverne og gav dem stileemner som “Er lykken at eje ting?”, vi købte et hi-fi-musikanlæg i FNAC, en Grundig-radio med kassetteafspiller, et Bell og Howell super 8-kamera og følte at vi brugte moderniteten til intelligente formål. For os og gennem os blev forbruget forædlet.

Der var ikke meget der forstyrrede min ro. Jeg imødeså livet som en lykkelig opdagelsesrejse, og mod døden forsvarede troen mig: Jeg ville lukke øjnene, og i et lynglimt ville snehvide englehænder løfte mig op i himlen.