Pastor Buriel, der netop er blevet indsat i kirken i en lille by i Vestjylland, er fuld af energi og ungdommelig idealisme. Han drømmer blandt andet om at få samlet alle sine sognebørn under ét tag. Men sådan en forsamling viser sig hurtigt at være besværlig, for der er konflikter mellem arbejderne og de store gårdmænd. Hans idealisme kommer på prøve i mødet med den vestjyske realisme. Pastorens medfølelse og hjælpsomhed overfor den fattige fabrikspige, Hedde Graamand, og hans brændende kærlighed til den forfinede og verdensfjerne overklassepige, Karen, skaber også konflikter.
Det lå ikke i kortene, at Johanne Buchardt (1903–1948) skulle blive en berømt og velhavende forfatter. Hun voksede op under fattige kår som plejebarn i provinsen og måtte tidligt tage arbejde som køkkenpige og syerske for at tjene til livet. Men efter sin forfatterdebut i 1936 skrev Johanne Buchardt seks romaner på syv år. Bøgerne var populære blandt læserne, og blev oversat til flere nordiske sprog. I 1945 modtog hun Kollegernes ærespris for romanen «Der går ingen vej tilbage».
