Walden

I al slags vejr, når som helst, dag og nat har jeg bestræbt mig på at skærpe min sans for de enkelte øjeblikke, skære mærker for dem i min stok; at stå netop der hvor to evigheder, fortid og fremtid, mødes, nemlig i nuet; at balancere på denne smalle streg. Undskyld mig, hvis jeg af og til udtrykker mig uklart, men der er flere hemmeligheder i min håndtering end i de flestes; jeg ønsker dem ikke, de ligger bare i min håndterings natur. Jeg ville med glæde fortælle alt hvad jeg ved om den og aldrig nogensinde male „adgang forbudt“ på min låge.

Hvor intens min oplevelse end er, kan jeg mærke at en del af mig ligesom ikke er en del af mig, men en kritisk tilskuer, der ikke er med i oplevelsen, men observerer den; og den del er ikke mere jeg end den er du.

Hvorfor skal vi altid stige ned på et plan, hvor den trægeste opfattelsesevne kan være med, og værdsætte det som almindelig sund fornuft? Den mest almindelige fornuft er de sovendes, og den udtrykker de ved at snorke. Sommetider er vi tilbøjelige til at slå de alt for stærke i hartkorn med de svage i ånden, fordi vi kun kan fatte en brøkdel af deres tankers styrke.