dage, forklarede han moderen, der helt forskrækket så på den store buket persille, han havde plukket.
Var hun nu også bange for dét, tænkte han irriteret, de fik da næsten aldrig andet end persille derovre fra.
– Nu tænker jeg næsten som Gunnar, sagde han til sig selv.
Han kunne så godt lide at lave sovs. Han stod og rørte i gryden og ventede på, at margarinen skulle smelte. Så puttede han mel i.
– Det skal være mælkesovs, ikke?
– Ja, men du kommer til at tage halvt kartoffelvand for at spare på mælken.
– Mor, sagde han og skævede hen til hende. Hun stod og skar flæsket ud i passende skiver, og panden stod klar over gassen.
– Mor, sagde han igen for at være helt sikker på, at hun ville høre på ham. – Kan du ikke spørge far i dag?
– Jo … kom det nølende, mens hun filede i flæsket, det var vist et ben, der var i vejen.
– Mor, må jeg ikke få det ben, havde han pludselig sagt, inden han fik tænkt sig om, og han fortrød det i det samme, for det var jo cyklen, der var så vigtig. Hun måtte ikke tro, at han var interesseret i noget som helst andet.
– Jo, så la’ r jeg det blive på, Jørgen, sagde hun så.
– Ja, men mor, jeg vil så gerne med på den tur, sagde han hurtigt og rørte som en vild i sovsen. Faderen skulle ikke have noget at skælde ud over i dag.
– Jeg har jo selv tjent pengene, mor, blev han ved, – og kioskmanden siger også, at jeg er hurtig, og jeg kan få nogle flere aviser, hvis jeg vil; men så skal jeg også op klokken halv fem.
Nej … sagde hun tøvende, – det synes jeg bli’ r for meget, og jeg tror ikke, at du får lov til at få den cykel alligevel.
– Men det er billigt, nu er cykelhandleren gået ned til tolv kroner og halvtreds øre, – kun