Cyklen
Han havde fået fri en time før middag, fordi læreren var syg, og skyndte sig hjem. Han ville igen spørge moderen om det med cyklen. Det var bedst på denne her tid, inden de andre kom.
Han så, at moderen var helt febrilsk og rød i kinderne. Han vidste, at maden skulle stå på bordet på slaget tolv, når faderen og storebroderen havde middagspause. Han huskede en gang, da maden ikke var færdig, og faderen gik frem og tilbage og skældte ud. Og han havde selv bare sat sig ned ved siden af broderen. Det havde været hans mening at spørge, om han skulle hjælpe og lave sovs, men han kunne ikke lide at stå der ved gryderne, når Gunnar – broderen – så det, så han havde ladet søsteren røre i sovsen. Og han mente godt nok, at han havde mærket en stram lugt fra gryden. Og han havde set, at moderen til sidst næsten ikke vidste, hvordan hun skulle få det hele på bordet. Men da faderen smagte på sovsen, blev han så rasende, at han fór ud og hældte det hele i vasken og råbte, at kvindfolk havde fanden skabt. Og han havde givet Karen en knaldende lussing og råbt, at næste gang, hun sved sovsen, skulle hun få lov at æde det hele selv. Og han havde opdaget, at Karen lige siden altid gik så tilpas langsomt hjem fra skole, når de havde middagsfri, at hun kun lige nåede at dække bord.
Han kunne se, at de igen skulle have stegt flæsk. Moderen havde godt nok sat det i blød aftenen i forvejen, men alligevel vidste han, hvor salt det var, og der var også en anden sær smag ved det, han ikke kunne lide – som af levertran. Men han turde ikke andet end spise, hvad der kom på bordet, når faderen var der, selv om han hellere ville nøjes med kartofler og sovs.
Den store gryde med kartofler stod og kogte over og gav en sydende lyd fra sig, når vandet løb ned i gasblusset. Hvorfor troede mor, at det gik hurtigere, når hun skruede sådan op? Det havde Gunnar fortalt, at det ikke gjorde, – at det bare var spild af gas.
– Ja, det tog så lang tid at skrælle kartoflerne i dag, sagde moderen, som om hun kunne læse hans tanker. – De sidste er så små. Gunnar må cykle ud og købe en ny sæk på gården, det er alt for dyrt at købe i pundvis hos grønthandleren.
– Skal jeg lave sovsen? spurgte han.
– Ja, sovsen, Jørgen, – men kan du ikke lige først smutte over og spørge, om du må tage lidt persille i haven, spurgte hun nervøst. Jeg glemte det, da jeg var ovre og stryge for fruen.
Han svarede ikke, men gjorde som hun sagde, selv om det irriterede ham, at de altid skulle ringe på og spørge først. Han havde også hørt Gunnar skælde ud:
– Hvorfor helvede kræver I ikke jeres ret. Far er vicevært og gårdmand og havemand og alt muligt andet, og du gør rent og vasker og stryger. I har ret til de grøntsager fra haven, og så