Performativ biografisme

På den ene side føres den borgerlige forfatterfunktion videre, det vil sige forfatteren ses fortsat som en rammesætning for teksten. Det er stadig hendes tekst – i flere betydninger af dette ejerforhold. På den anden side kan denne rammesætning selv flyttes ind i genstandsfeltet. Det sker når visse studerende copy-paster sig til deres opgaver, når man i forbindelse med blogs (og bøger baseret på blogs) får flerfoldige afsenderforhold – og det sker når forfattere som Suzanne Brøgger, Das Beckwerk eller Karl Ove Knausgård på samme tid optræder som forfattere til deres tekster og fortløbende behandler denne optræden i nye tekster. Det være sig dem de selv skriver, eller når de optræder i medierne og her samtidig er genstand for andres bearbejdelse.

t den biografiske reference er eksplicit og dokumentarisk, men dog indbefattet i en markeret skønlitterær form som romanen. Ofte, men bestemt ikke altid, er der ligefrem tale om fiktion der jo har et fast og veletableret forhold til romanen som genre, men som traditionelt ses som det modsatte af biografi.

tre centrale karakteristika: Brugen af virkelige personer og hændelser anbringer os på tærsklen mellem kunstreception og livsverdensreaktion. Brugen af virkelige personer og hændelser har en tendens til at skabe skandaler og diskussion, det vil sige kredsløb af energi der eventuelt kan indgå i nye værker. Brugen af virkelige personer repræsenterer dem i forskellige medier hvorfra de kan træde os imøde, vende tilbage, hjemsøge.

Performativ biografisme betegner det at kunstnere bruger sig selv og andre virkelige personer i en æstetisk betonet interaktion med læserens og offentlighedens reaktioner. I forhold til en velkendt rumlig formel betegner performativ biografisme en bevægelse fra „manden bag værket“ til „kvinder og mænd i og ved siden af værket“.

forhåbentlig sandsynliggør især mit tredje kapitel at velfærdsstaten er en relevant kontekst for dansk performativ biografisme, og at denne sammenhæng har gyldighed for Norden i øvrigt.

Gérard Genette – ikke just nogen biografist – skriver et sted at det uundgåeligt ændrer ens læsning af Proust hvis man ved at han var halvt jøde og homoseksuel. Og så føjer han til:
Jeg siger ikke at man skal vide det. Jeg siger bare at folk som ved det, læser Prousts værk anderledes end de som ikke ved det, og at de der benægter forskellen, laver grin med os. (Genette 1987, 13)

Genette skriver at vi uundgåeligt læser biografisk hvis vi altså har noget biografisk viden.

Ligesom alt muligt andet fra den virkelige verden kan forfattere optræde i tekster, fx deres egne. Hun kan bruge sit navn eller på anden måde få læseren til at tænke på sig.

forfatteren og eventuelt også andre som formet materiale og henvisningen som tekstuel funktion man interesserer sig for.

medierne giver glimrende platforme for at fortsætte spillet andre steder. Og at det lidt skematiske skel mellem mundtlig og skriftlig kommunikation jeg oprettede ovenfor, dermed er i opbrud.
Performativ biografisme består i høj grad af dette spil mellem fra-og tilkobling.