Bøn for Tjernobyl

En hel afdeling af museet er dedikeret til helikopterholdene. Oberst Vodolazjkij, en russisk helt, er begravet i hviderussisk jord, i landsbyen Zjukov Lug. Efter han blev udsat for en stor strålingsdosis, skulle han være taget af sted, men i stedet blev han og trænede 33 andre hold. Han foretog alene 120 flyvninger og nedkastede 200 til 300 ton ballast. Han fløj fire-fem gange om dagen, i en højde på 300 meter, over reaktoren. Kabinetemperaturen kunne nå op til 60 grader. Og hvad skete der dernede, når de smed sandsækkene? Kan du forestille dig en ovn? Niveauet af radioaktivitet nåede 1800 røntgen i timen. Piloterne fik det dårligt i luften. For at sigte præcist og ramme målet, flammehavets krater, stak de hovederne ud af kabinen og kiggede ned. Sommetider var der ingen andre måder. Til regeringskommissionens møder, hvor de satte det daglige skema, lød det: “Vi skal bruge to-tre liv på det her ... Og et liv på det her.” Lige på og hårdt

Der var ingen, som kontrollerede strålingsmålingerne. Det sædvanlige russiske kaos.

En kollektivbrugsformand kom med en kasse vodka til dosimeterholdet, for at hans landsby ikke skulle blive skrevet på evakueringslisten, mens en anden kom med en kasse vodka, så folk fra hans kollektivbrug kunne blive evakueret.

Han var blevet lovet en treværelses lejlighed i Minsk.

t nu stå der alligevel. Der er n

på, at om hundrede år vil mennesket blive en prægtig skabning! Livet vil blive smukt! Det er en fremtid, vi har mistet. De sidste hundrede år har vi haft Stalins GULAG-lejre, Auschwitz ... Tjernobyl ... Og 9/11 i New York ... Det er uforståeligt, hvordan alt dette kan ske i løbet af en generation. Som for eksempel min far, som er 83 år gammel? Han har overlevet alt dette!

Zonen ... En helt anden verden ... Et begreb, som fiktionsforfatterne først fandt på, men her var litteraturen blevet til virkelighed. Vi kan ikke, ligesom Tjekhovs helte, tro

I Tjernobyl huskes livet allermest som “efter”: Ting uden mennesker, landskaber uden mennesker. Veje og ledninger, der ikke fører nogen steder hen. Man kan ikke lade være med at tænke på, om det er fortid eller fremtid.

Jeg har det nogle gange, som om det er fremtiden, jeg skriver om.

mine heltinder (som faktisk var gravid i den periode) gik hen til sin mand og kyssede ham. Og hun veg ikke fra hans side, indtil han døde. Hun betalte for det med sit helbred og sit barns liv. Men hvordan kunne hun vælge mellem kærlighed og døden? Mellem fortid og en ukendt nutid? Og hvem er modig nok til at fordømme de koner og mødre, der ikke sad ved siden af deres døende mænd og sønner? Ved siden af disse radioaktive genstande ...? I deres verden har selv kærligheden forandret sig. Kærligheden og døden.

eg faldt i snak med nogle fiskere ved floden, som huskede tilbage: “Vi ventede på, de ville forklare os noget i fjernsynet... Fortælle os, hvordan vi kunne redde os selv. Men ormene. Simple orme. De gravede sig dybt ned i jorden, måske